SAS Ski Club’s træningstur til Avoriaz I uge 2 fra den 6-13 januar 2007. Lørdag den 6/1-07. Ja - så drog vi igen afsted mod de sneklædte alper, eller rettere sagt, et af de få steder hvor der var faldet lidt sne. Sæsonen er startede meget usædvanligt. Der har været sat varmerekord i december måned på vores breddegrader, og det har forplantet sig i hele Europa. Der er ytret utilfredshed over, at der går græssende kreaturer på løjperne. Årets første træningstur startede med begrænset afrejse muligheder, idet SK613 ikke flyver denne lørdag. Det vil sige at der kun var 1 direkte afgang til Geneve. Yderst beklageligt. Derfor måtte vi finde alternative ruter. Sidste år havde vi succes med at tage via Stockholm, så det var en mulighed vi igen i år måtte tage seriøs. Det samme skulle vi gøre med ruten via Zürich, for den direkte rute var næsten fuld. Så efter god hjælp fra Ghita og Irene fik jeg et godt overblik over hvordan vi skulle dele os op, og efterhånden er folk rigtig gode til at indse, at hvis man vil afsted med SAS Ski Club, så må man sno sig, som ålen sagde. Vi var 18 der tog over Stockholm – 8 over Zürich – 3 direkte, og 7 dagen før. Resten tog selv derned. Godt gået. Efter den sædvanlige tumult med chauffør lokalisering, fik vi læsset alle vores ”odd sizes” kufferter – pølsetasker – rygsægge, og andre pakkenelliker ind i bussen, og afsted gik det mod Avoriaz. Da vi parkerede ved ankomstcentret stod der en medarbejder fra bagage servicen og ventede på os. Ind med kufferterne, og så i rask gåsegang op mod Multivacances, hvor alle vores værelser stod klare, og kun ventede på at blive fyldt op med forventningsfulde ”skifreaks”.  Søren Asmussen kom op til receptionen og overbragte os nogle kedelige nyheder. Hans kone Gitte Poulsen var kommet til skade samme eftermiddag, så hendes ferie sluttede næsten før den begyndte. Folk blev installeret i en ruf, så nu kunne vi slappe lidt af. Næ – I kan tro nej. Nu skulle der provianteres til skafning, for man var vel blevet lidt brødflov efter en lang dag. Vi kunne lige nå det inden de lukkede, så der var kø både ved kasserne, og ved elevatorerne. Søndag den 7/1-07. Belært af sidste års besværligheder, blev liftkortene hentet uden de store problemer Så jeg satte mig med liftkortene nede ved Globetrotter, og ventede på ”kunder i butikken”. Hvor blev de af??? Lidt efter lidt kom de slentrende, lettere forvirrede, men dog med et klart mål: ”Vi skal ud og stå på ski”. Efter udleveringen skulle vi så ud og se om sneen var noget værd. De meldinger vi havde modtaget hjemmefra var, at det ville sne i week-enden, men derefter ville det klare op. Det vi oplevede var, at det regnede - sneen var der, men der måtte meget gerne komme mere af den. De høje temperaturer gjorde, at de fine fnug smeltede før vi rigtigt kunne udnytte dem. Nå - det slår da ikke en viking, fra det høje nord ud. Der er ikke noget der hedder dårligt vejr, kun dårlig påklædning. Ud kom vi, men det satte os på alvorlige prøvelser. Den regnvåd sne blev meget tung, så det var svært at køre kontrolleret (det kunne man se på den meget karakteristiske stil folk er i besiddelse af. Det lignede til tider en parringsdans mellem to forskellige primater).  After ski holdt vi igen på Les Intrets. Bruno er steget i graderne, og har derfor fået lov til at prøve kræfter med ”Le Bistro”.  Bestyreren af Les Intrets var derfor David. Det er et job man ikke kan klare uden hjælp, og den får han af sin søde kone Louise.  Dem der har været i Avoriaz før kender måske David og Louise. De har i sin tid været på både ”Kokassen”, og på ”La Cabanne”, og er nu blevet ”hothentet” til at føre Les Intrets videre i samme stil. Go’ mad – afslappet stil og hyggelig atmosfære. Til after ski er der hvisse ting der går igen. Første drink var gratis – turleder info, samt hyggesnak ved bordene. En anden fast tradition var ”Huen”. Den var førhen blevet givet til den der har kvajet sig, eller på anden måde gjort sig uheldig bemærket. Den har også været udleveret til en barmhjertelig samaritan, men det opgav vi for det var ikke så let at finde kvalificerede emner.  I år valgte jeg, at give den til den der bragte smilet frem på læberne på os andre. Vi kaldte det dagens event. Den første der gjorde sig bemærket på en sådan måde var Erik B. Andersen. Som før nævnt regnede det lidt den første dag. Ikke meget, men dog nok til at man ønskede at tørre lift sædet af, før man satte sig til rette, hvilket Erik da også gjorde. Desværre glemte han, at liften ikke står stille. Så Erik nåede ikke at sætte sig før liften var så langt fremme, at det ikke længere var muligt at springe op på den. Ned gled Erik, og dagens første kandidat var fundet.  Nu var det ikke mig der skulle bestemme hvem der skulle have huen, men efter det applaus der blev Erik tildelt, var der vist ikke nogen tvivl om hvem der fik æren af at være den første til at bære denne pragtfulde hovedbeklædning. Fik jeg nævnt at huen er en ”Tuborg elsdyr hue” i sneøl farver. Nej det gjorde jeg vidst ikke. Ikke videre køn – men den varmer godt om ørerne. Mandag den 8/1-07. Vi mødes som sædvanligt nede foran Mia Famose, og kørte ud derfra. Hvor skulle turen nu gå hen? Vi havde stadig ikke det bedste vejr, så det blev lidt på må og få hvor vi kørte hen, men der var et vist mønster i ruten. Der var steder man simpelthen skulle besøge. Rækkefølgen kan så være mere eller mindre tilfældig. Gruppen var lidt amputeret den dag, idet der var nogle der var blevet syge. Der florerede et maveonde i området.  Ikke videre rart når man nu er på skiferie, langt væk fra de trygge hjemlige omgivelser, hvor alt hvad man skulle bruge var inden for rækkevidde. Mandagen var også dagen hvor 15 personer ønskede at komme på ski skole. Vi havde fået det ordnet det sådan, at 4 børn gik fra søndag til fredag 2,5 time om dagen. Der sidste 11 tog 2 dage á 2,5 time. Der var desværre ikke mulighed for at få dansk instruktør i år. Sidst på eftermiddagen var der et lille sammenstød på løjpen mellem Jeff og Erik. Det udløste en lavine af eder fra Erik. Episoden blev omtalt på after ski, og det endte med at Jeff fir huen den dag. Jeg tror dog ikke det var fordi han fik smilet frem på Eriks læber, snarere tvært i modsat. Her var det nok fordi, at det ville få smilet frem på alles læber når Jeff skulle køre med huen dagen efter.   2007 blev i øvrigt året hvor Jeff deltog hele ugen. Ikke noget vi har været vant til de seneste år. Tirsdag den 9/1-07. Det blev dagen hvor vejret skiftede til det lidt bedre. Solen begyndte at skinne, men det var desværre for varmt, så sneen blev lidt grødet. Det var svært at få det perfekte vejr i år. Nå men ud det skulle vi. Jeg kørte dog kun om formiddagen, og sagde farvel til gruppen ovre i Linga, for derefter drage hjemover til Avoriaz. Der var ting jeg skulle ordne til vores festmiddag, som vi skulle afholde om aftenen.  Turens ”get together dinner” blev afholdt på Le Bistro. Jeg havde aftalt en menu med Bruno til en favorabel pris, og på favorable vilkår så forventningerne var store. Forret, dessert og vin, samt kaffe og cognac/likør opfyldte til fulde vores forventninger. Desværre var kødet ikke bedste. Det må ha' været en træt gammel ko der dér havde måttet lade livet.   Festmiddag eller ej – huen skulle leveres videre. Her var der split decisions. Christina Steen havde vist sine børn rundt i den tro at det var nye steder de kom hele tiden, indtil Amanda måtte fortælle sin mor at denne løjpe har vi altså kørt på flere gange. Stort smil på alles læber og huen havnede sikkert hos Christina. De skulle desværre hjem den efterfølgende dag, så vi måtte have nogle til at køre med den dagen efter. Valget var ikke så svært idet Sanne Röhe kunne fortælle at hos dem blev fodbold prioriteret højere end skiskole, så Sanne havde selv været på skiskole i stedet for Simon. Huen blev derfor Simons dagen efter. Onsdag den 10/1-07. Det var så dagen hvor turen rundt skulle føres ud i livet. Vi havde aftalt, at hvis de nye deltagere ønskede at se hvor pragtfuldt dette område er, så skulle de møde op på det sædvanlige sted næste morgen. Der fik vi nogle dårlige nyheder der var 5 der var blevet syge i løbet af natten, og de så sig slet ikke i stand til at gennemføre en så lang tur på ski. 23 personer deltog i alt, og lad mig sige med det samme: Vi har skrevet historie. Aldrig har turen rundt været så grøn. Stod man stille et øjeblik kunne man se kløveren springe ud. Et smukt syn, men ikke videre praktisk når man ønsker at glide fjerlet hen over de sneklædte tinder. Søren foreslog at vi skulle køre helt i bund i Linga, og derfra tage bussen til Chatel. Der kunne vi så skifte bus og køre til Petit Chatel. Udmærket ide. Som sagt så gjort – det gik som smurt. Vi kom til Petit Chatel og tog derfra to lifte op, og så var vi der. Hvordan skulle vi så komme videre? Let nok – vi følger bare pisten rundt, og kører derefter i bund. Men hov hvad var nu det! Er den lukket? Det kan ikke være rigtigt. Jens og Søren viste vej uden om afspærringen. Vi tager bare stien uden om. Hvor svært kan det være! Og lige som lemminger fulgte vi bare blindt efter. Her må vi nok lige indskyde, at normalt vil man betragte os som normal begavede mennesker, men af en eller anden grund var der slet ingen der satte spørgsmål ved vores to meget kompetente guider. Det viser lidt om hvor stor tiltro vi havde til dem. Nå - vi kom altså uden om afspærringen og kørte videre, indtil vi blev mødt af endnu en afspærring. Hvad var nu det for noget! Er stien også lukket? Så er der ingen vej uden om – vi må ned af løjpen. Ned af en løjpe - hvor der for det meste var store sten, store bare pletter, og der hvor der var sne – der var den så blød, at det var svært at styre skiene i det, hvilket både Arne og jeg måtte sande. Vi tog os et ufrivilligt hvil på ryggen, med skiene i vejret. Resten af turen ned blev en kamp med ens evner, sammenholdt med ens samvittighed over for udlejningsskiene, og der blev trukket store veksler på det diffusionsåbne skitøj.  Da vi endelig kom helt ned, stod Jens storsmilende nede ved liften, og spurgte om alle var med? ”Godt - så kører op med denne lift og får et lille hvil oppe ved ”Tour de Don” der er der en pragtfuld udsigt til Montreux”. Vi blev modtaget af Stig ”De kan knække vores faner, men de kan ikke knække os” Schlünsen, der konstaterede, at aldrig havde han mødt guider der i den grad satte gruppens velfærd over styr, og på en sådan måde udsatte os for unødig risiko for liv og lemmer. Ja – han var faktisk parat til at føre os videre, hvis vi ikke mere havde tiltro til Jens og Søren.    Efter et velfortjent hvil begav vi os hjemad. Vi skulle bare lidt længere ned for derefter kører over mod Morgins. Nu skulle vi på den lange damelift. Læs tallerkenlift (det er jo kun damerne der kan samle benene i så lang tid uden problemer). For enden af liften, henvendte vi os til ”lift manageren”, og spurgte ham om hvordan resten af turen ned til Morgins så ud, og dømme efter hans fagter, så var det vidst nok ikke så let. Her var der nogle fra gruppen der havde fået nok. Nu ville de ikke udsætte dem selv for mere. De vendte om og kørte mod Chatel. Vi var så nogle der stadig havde lidt tiltro til både Jens og Søren, hvad vi så lidt senere fortrød. Igen blev vi ført igennem plører, og klippestykker, blot for at finde ud af at der var lukket i Morgins. Tilbage igen, og nu blev kursen stukket ud mod Chatel. Det var den eneste vej tilbage. I Chatel tog vi bussen tilbage til ”Pré La Joux”. Nu var vi næsten hjemme. Bare tre lifte mere, så er vi i Avoriaz. Til afterski var Jens forberedt på at få huen. Han havde oven i købet selv sagt i liften, at han ville tage den frivilligt. Men - men – men, som jeg nævnte i starten, så blev huen tildelt den der havde fået smilet frem på læberne, og på denne ”overlevelses tur” var der specielt en der havde fået smilet frem på vores læber. 8 årige Malene havde kørt igennem det hele. Hun havde troligt fulgt sin fars, Steens anvisninger uden at pive. Godt nok blev hun en smule træt i bussen, men ikke mere end at hun var klar igen da vi stod ud.  Stor var vores beundring over denne lille piges færdigheder på de glatte brædder. Malene modtog huen, og var oven i købet glad for at få den. Folk var trætte efter denne tur, så mon ikke de gik tidligt i seng? Jeg gjorde. Jeg faldt i søvn kl. 2100. Der var simpelthen udsolgt. Torsdag den 11/1-07. Efter gårdsdagens prøvelser, var man stadig lidt sat i mokkerne. Vejret var heller ikke det bedste. Lige den undskyldning jeg skulle bruge for at vente med at stå ud til middag. Som turleder er der nogle ting der skal gøres, og jeg valgt at bruge formiddagen til at betale turistskatten – skiskolen, samt få styr på hjemtransporten. Da det var gjort var vejret også blevet bedre. Man skulle næsten tro at man havde kontakt til de højere magter. Jeg havde aftalt med Michael, at vi skulle spise frokost på Rhodos inden vi skulle hjem, så det passede jo fint denne dag. Vi kørte derover, og fandt naturligvis hele slænget derovre. Vi blev modtaget med hurra råb og klapsalver, så alle de andre kiggede forundret over på os. Hvad var dog det for et par starutter. Vi fik plads ved siden af Kim der sad sammen med sine to små poder Brian Bent, og Åge Tage. Der blev kørt lidt mobning mellem Michael og ungerne, de kender hinanden fra skolen hvor Michael er ”Chief in charge”, og har derfor haft fat i ørerne på dem begge et par gange. Eftersom vi kom lidt senere, så var vi også færdige lidt senere. De andre begav sig over mod Amerikaneren, men Kim kom sgu retur. Han kunne ikke finde sine handsker. Det er nok de for…… unger der har gemt dem. Det var nemlig efterhånden blevet sådan, at der altid skulle gemmes et eller andet for en person, når vi tog afsted igen. Oftest var det Erik det gik ud over. Men ikke denne gang. Kim havde selv anbragt sine handsker i hætten, for så vidste han hvor de var. Ak ja Alzheimeren er ved at være fremskreden. Trods løgnehistorier til afterski, så kom Kim ikke uden om huen. Vi var flere der havde smilet højlydt efter hans udbrud på Rhodos. Fredag den 12/1-07. Den sidste dag på ski. Igen var vejret ikke det bedste om formiddagen, så igen benyttede jeg lejligheden til vente med at køre ud til efter middag.  Efter en uge med sne af mindre god kvalitet, var motivationen ikke den største, meen vi skal da lige ned til Asterix i Brocheaux og få en farvel pandekage. Vi kan simpelthen ikke være andet bekendt over for ham. Mens vi sad der, bekendte Michael, at han havde været der før samme dag, men at han manglede at smage en ud af alle dem man kan vælge fra menukortet.  To Marguerite blev bestilt. Det er pandekage med chokolade og vanille is. Den ligger godt i maven. Mens vi sad der kom Steen og Malene de var blevet ramt af den samme lyst.  Vi ventede til at de var færdige, for så sammen køre ud den sidste times tid. Eftersom sneens kvalitet var faldet drastisk, så kørte vi mod ”Pointe de Mossette” for at køre bagom lille muren. Her var der nemlig skygge det meste af dagen. Det var en udmærket beslutning. Sneen var bedre end mange andre steder.  Michael, Steen og Malene kørte et par ekstra ture, mens jeg kørte hjemad for at aflevere ski og forberede det sidste til afterski. Den sidste afterski på ”Les Intrets”, blev afholdt i meget afslappet stil. Nu kunne folk fortælle om ting og sager uden at risikere at få huen. Vi hørte bl.a. at Stigs unger havde nedlagt nogle på kælkebakken, der var gået på tværs henover, mens de var på vej ned. Stig havde optaget det på video. så bevisførelsen var i orden, hvis der blev lagt sag an for svie og smerte.  Lørdag den 13/1-07. Efter at havde været i kontakt med Nathalia Nyeland hjemme var vi alle blevet listet til SK1616 med afgang kl.1130, Der skulle være plads til os alle sammen.  Thomas Bergholm er blevet ny stationschef i stedet for Tyge Lund. Han havde fået overleveret sidste års katastrofale lørdag, hvor vi var med til at forårsage kaos ved indcheckningen (dem der husker godt, kan nikke genkendende til den dag). Det var der hvor alt i København var overiset.  For at undgå det samme i år, blev vi enige om at gøre det efter Swissports anvisninger. Jeg fik fat i repræsentanten, og fik at vide at vi skulle stille os ned til indchecknings skranke nr. 60 kl. 0900. Der ville vi så alle blive checket ind en efter en. Det gik let og smertefrit. Efter en god halv time var vi alle checket ind uden nogle problemer. Vi vendte næsen op mod paskontrollen, for vi vidste at der kunne være problemer når vi kom derop.  Eftersom vi var kommet til lufthavnen i god tid, og alt var gået glat, så var der også lidt tid til at drysse rundt, og gøre de sidste indkøb før afgang. Samtidig kunne vi så forberede os på det sidste store spørgsmål! Kommer vi alle med det første fly til København? Det gjorde vi. Stor var vores lettelse, da vi så at alle var kommet ombord. Det er ligesom der strømmer en befriende følelse igennem hele kroppen på en. Nu er vi næsten hjemme. Vi manglede bare lige det sidste trin på hjemrejsestigen. Ankomst til København, Efterspil. Efter en tur hvor vejrudsigterne på forhånd var lidt dystre, må vi konstatere, at vi trods alt har været heldige med, at i det hele taget at stå på ski. Ugen før var der ikke så meget sne, og vi ved at der ikke er særligt meget tilbage. Desværre må vi også konstatere at der er en der er kommet til skade. Gitte - jeg vil håbe at det viser sig, at det ikke er så slemt, som først antaget. Til de 7-8 personer der er blevet angrebet af Avoriaz bacillen. Må I få en god bedring, og når I alle er helt friske, så håber jeg at I igen vil deltage på en af SAS Ski Clubs træningsture. Til alle deltagere på træningsturen: Tusind tak for en god uge. Det er i høj grad deltagernes fortjeneste, at det har været en hyggelig og god tur.   Referent og turleder. Claus.